Spring til indhold

Kurv

Din kurv er tom

Et kapitel i Guldsmedgade slutter, men rejsen fortsætter. 

I 18 år har jeg med mit hjertebarn S.T. Valentin forsøgt at skabe en unik herretøjsforretning, hvor der både var plads til unge upcoming mærker og etablerede danske og internationale brands. En af mine største kerneværdier var fra starten at yde et serviceniveau, der kunne skille os ud fra mængden i Danmarks andenstørste by. 

Men når kalenderen siger den 20. marts, har den fysiske del af butikken, med den service, som jeg og alle ansatte gennem tiden har nydt at kunne give til alle jer kunder, sidste åbningsdag. Jeg er stolt over, at vi har skabt et community med så mange gode kunder, venner og relationer, der har støttet os igennem årene.

Det er vemodigt, men tiden kræver handling, og det tager jeg nu konsekvensen af. 

Folks købevaner har ændret sig meget over de knapt 20 år der er gået, siden vi åbnede i kælderlokalet i Grønnegade. Dengang var der ikke behov for en webshop. Vi kunne mærke, at vores kunder nød at komme og få en snak om tøj og meget andet og hænge ud i de sparsomme rammer. Her kunne man købe lækre lædervarer som tasker, punge og bælter i eget navn og derudover et nøje udvalg af kuraterede og nye skandinaviske mærker som eks. Les Deux og Rains, som de fleste kender i dag.

Men alting har sin tid, og efter sidste åbningsdag om en lille måned i butikken i Guldsmedgade vil S.T. Valentin fortsætte med at levere det, vi altid har gjort til de modebevidste mænd. Fremover bliver det bare på en måde, der er tilpasset nutiden og ikke mindst fremtiden på anden vis, end da det hele startede tilbage i 2008. Det var før finanskrise, Putins aggressive fremfærd ind i Europa og Covid-19, som ændrede den fysiske tøjhandel.

Da verden endelig åbnede op igen efter Covid-19, var alt forandret. Den daglige trafik i butikken var ikke den samme. Og onlinevanerne som kom med Covid-19-pandemien, fordi det bare var den eneste mulighed, har hængt ved. 

Vores kunder klarer i højere grad deres tøjindkøb hjemmefra, hvilket viser sig på vores webshop, som til gengæld er steget. Derfor må vi desværre også erkende, at behovet for en fysisk lokation ikke længere er den samme som før.  

Det er især vores eget sko- og accessoriesbrand, S.T. Valentin, der vækster online og hos udvalgte forhandlere rundt i Europa, så vi vil fremadrettet fokusere 100% på den del af forretningen. Vi vil fortsat også forhandle flere af de brands, man kan finde i butikken i dag. Vi tager det bedste med videre.

Butik med aftryk gennem årene 

Vi har med S.T. Valentin altid forsøgt at gøre opmærksomme på os selv. Der skulle ”larmes”, hvis folk skulle finde vej ned til os, først i Grønnegade og senere Guldsmedgade. Derfor tog vi fra starten initiativ til en masse events, hvor der blev skabt et stærkt community af alt fra unge studerende til prominente navne på den danske musikscene. 

Fællesskabet kulminerede i 2015, da vi lejede Godsbanen og inviterede 2.500 festglade kunder og venner til fest. Vi fik Morten Breum fløjet ind fra LA og Ukendt Kunstner varmede op. 

På landsplan formåede vi især at gøre opmærksomme på os selv, ved en - for nogen - lidt provokerende kampagne med lettere påklædte kvinder iført vores bow-ties.

I 2016 udgav vi bogen ”What a man should know” til den moderne gentleman, der blev solgt i mere end 2.000 eksemplarer.

Vi blev kåret som Byens Bedste Shoppingsted i både 2015, 2016, 2018. En bedrift ingen anden herretøjsforretning har opnået siden.

Tilbage til start

Alt, hvad der er sket i historien om S.T. Valentin, tager udgangspunkt i en ide til et skoleprojekt på TEKO i Herning, hvor vi vurderede, at der manglede en stilet computertaske til den modebevidste mand. Den idé blev sat i produktion og et par år senere lå vi bl.a. i Birger Christensen, som det eneste taskemærke udover Prada. 

Viljen til at finde på og skabertrangen er aldrig forsvundet. Det har også ført til opbygningen af S.T. Valentin Agenturet. I det regi har vi været med til at designe, udvikle og bygge andre stærke brands op i Danmark, som f.eks. Les Deux og H2O. Derudover har vi igennem årene også drevet butikker for Rains, Won Hundred og Han Kjøbenhavn.

I 00’erne var det computertasker, der lagde fundamentet for virksomheden, og for seks år siden var det i fodtøj, vi så et hul i markedet. Sko-eventyret er i 20’erne blevet den bærende del af forretningen. Nu er det dem, der bliver vist frem på modemesser og solgt ved eksklusive forhandlere.

Vi har haft 18 gode år i Aarhus med vores fysiske butik, og vores hjerte vil altid brænde for byen og kunderne. Vi håber alle de mange gode og loyale kunder, vi har haft igennem tiden, fortsat vil følge med og bakke os op, selvom det nu ikke bliver i en fysisk butik.

Hvem ved, måske tiden en dag tillader et nyt koncept i et fysisk format, man ikke har set før…

Det ville ligne os dårligt ikke at slutte af med at samle folk, som vi altid har gjort gennem årene. Der vil derfor være iskolde forfriskninger og et kærligt fysisk farvel i butikken på sidste åbningsdag fredag den 20. marts. 

Derefter fanger I os på www.stvalentin.dk


Med velklædte hilsner, Nikolaj Valentin og hele teamet.

Video